Kirkeåret

Kirkeårets nytår er 1. søndag i advent. Hver søn- og helligdag året igennem har nu sit ganske særlige indhold. Ligeledes er kirkeåret inddelt i en række tider: Adventstid, juletid, helligtrekongerstiden, fastetiden, påsketiden, pinsetiden og trinitatistiden. Hver tid har sin egen farve. Violet er bodens og den lidelsesfulde forventnings farve og bruges i advent og faste. Rød er Helligåndens og den rensende ilds farve og bruges i pinse og på 2. juledag. Sort er dødens farve og bruges Langfredag. Hvid er renhedens farve og bruges de to påskedage, Allehelgen, Mariæ Bebudelsesdag, Kristi Himmelfartsdag og Skærtorsdag. Håbets og vækstens farve, grøn, bruges i den lange trinitatistid.