Skjern Kirke 3. august 2017

Kirkens historie

Kirkens ældste del stammer fra 1100 tallet. Sandsynligvis lå der på stedet en trækirke, før kvaderstensbyggeriet blev sat i gang. Da man i 1915 udvidede kirken, viste det sig, at den gennem årene var ombygget flere gange. Skibet står i dag som den oprindelige del, der siden er blevet udvidet med kor og tårn og i 1915 med sideskib og våbenhus mod syd. Udvidelsen i 1915 var forårsaget af den store vækkelse sidst i 1800 tallet.

På en almindelig søndag måtte 250 mennesker stå op, selv om kirken havde siddeplads til 300. Udvidelsen gav yderligere 400 siddepladser.

Forud for kirkesyn i 1904 blev kirkegængerne talt 4 helligdage i rad. Pinsedagene og søndag før og efter. Der viste sig at have været gennemsnitlig 568 personer i kirken. Kirken overgik til selveje i 1914.

I forbindelse med nedbrydning af kirkemuren ved ombygningen i 1915 blev der gjort et interessant fund. Citeret fra museumsforstander Olrik i Kgl. Nordisk Oldtidsselskab: "Gemmestedet var et gammelt tilmuret romansk vindue i den østre del af nordmuren. Værdigenstandene fandtes i et lille kisteformet træskrin, på hvis låg byen Nürnbergs våben var malet. I skrinet lå 9 store sølvmønter og medailler, deraf 6 saksiske fra 1624-47, 1 fra Chr. IV yngre år, den yngste fra 1648. Efter dette år er sagerne altså hengemte og da sikkert under Karl Gustafs togt 1657-59. Desuden fandtes i skrinet, der var af bøgetræ og skiltes ad ved fundet, et mindre skrin af læder, der indeholdt en lille samling værdigenstande: fingerringe og hængesmykker af guld eller forgyldte, nogle med emaillearbejde; et af smykkerne er en stor bjergkrystal med en vedhængende mindre perle. Blandt hængesmykkerne er 3 "Jesusnavne" (J.H.S.) der vides særligt at have været båret af kvinder. Det ene er emailleret og bærer bogstaverne I.G., hvilket utvivlsomt betegner præsten Iver Gregersen, der var sognepræst i Skjern 1633-1671 og døde 1684. Det er hans og hans hustrus værdigenstande, der er blevet gemt i det gamle vinduesrum."

De fundne sager opbevares nu i Nationalmuseet.

Tilbygningen fik samme middelalderlige karakter, som den gamle kirkes kvadre havde. Gustaf Jonsson, hvis grav ses til højre for kirkegårdens vestindgang, forestod tilhugningen af markstenene. Både mands- og kvindedørene er tilmurede. Over kvindedøren ligger en graniststen, der kan have været tilhugget samtidig med døbefonten.

På skibets sydmur sidder et lille hoved (djævlehoved?) som udtryk for en stenhuggers indfald.

Anton Berntsen skrev i årbogen 1930 om Skjern:

SKJAAN

Om a ett nok vil skryww et Pa Væs om Skjaan?

Jow de vil a gjaan.

Den ligge så kjøn ve æ O å æ Baan.

Den by hår a sjet å besøgt så tit,

Den legge så frit,

Hwa die go få sæ, ka spøøres vidt.

En høer nok imelld, nær di stekker æ Gris,

En bedrøwwele Viis,

Men hva – Folk ska jo ha nued å spiis.

Di tænker da også o andt end æ Mauww

Å hwa dæ ka plaww,

Di fliest håer en kjøn lille Blomst i dje Haww.

Jow Skjaan er en By, der æ godt i Drøwt,

Æ Moel er sat høwt,

Å die hå di Folk, dæ ka ta et Løwt.

Te æ Kjerk fæk di muret en Kampstienfløj,

De koost nok møj,

Men ingen vild sæjj, te æ Pææng wa øj.

Di byge en skuel så stuer å så flot

Som Kongens Slot,

Te djæ Bøen æ de bææst nok et få godt.

I skjaaen ska di nok hold æ Gryyd i Kog

Å fo Fesk o æ Krog,

De siist, di fand o, æ de hie Bog!